Skybrud
Når vi snakker om regnvand, skelner vi mellem den såkaldte ‘hverdagsregn’ og skybrud. Regnbede og andre regnvandsløsninger kan ikke håndtere skybrud.
Ved skybrud og ekstreme mængder af regnvand gælder det om at sørge for, at skybrud gør mindst mulig skade på hus og have. Du har som grundejer ansvar for at sikre din kælder mod oversvømmelse i tilfælde af skybrud.
DMIs definition på et skybrud er, når der falder mindst 15 millimeter regn på 30 minutter eller derunder.
På denne side kan du læse
- hvordan du kan forebygge, så skybrud gør mindst mulig skade på din matrikel
- hvad du akut kan gøre, hvis der varslet skybrud
- hvad du bør gøre, hvis skaden er sket
Sådan forebygger du
1) Du kan med fordel bestille et ‘klimatjek’ af dit hus og have. En håndværker vil besigtige din bolig og komme med forbedringspunkter samt gode råd og anbefalinger til, hvordan du sikrer ejendommen i tilfælde af skybrud.
Klimatjekket koster et mindre gebyr, og du bestiller på denne side:
https://www.klimatilpasning.dk/klimatjek/
2) Videncentret Bolius har oprettet en hjemmeside med særligt fokus på, hvordan du beskytter din bolig mod oversvømmelse. På hjemmesiden finder du en tjekliste med række forebyggende tiltag, du kan gøre. Forebyggelse er især vigtigt, hvis du hus befinder sig i en lavning eller på en anden vis er udsat i tilfælde af skybrud.
Du finder Bolius side, hvor du også kan downloade tjekliste med gode råde, på dette link:
https://www.bolius.dk/vandetkommer
3) Du kan også sikre din bolig mod oversvømmelse ved hjælp af forskellige installationer, så som højvandslukke, pumpebrønd og omfangsdræn.
Læs mere her: https://www.vandcenter.dk/faq/forebyggelse
Før skybrud
- Fjern blade på vejriste uden for dit hus – så kan vandet løbe i kloakken
- Fjern blade og andet affald i dine tagrender – og tjek dine nedløbsrør
- Sørg for at din sandfangsbrønd er renset - rens dem mindst en gang om året
- Luk ventilationshuller i ydervæggene og kældervinduer, hvis de er tæt på terræn
- Flyt værdier fra kælderen og placér andet indbo op på reoler
- Anskaf sandsække – brug dem til at forhindre vand i at trænge ind i boligen eller kloakvand fra at stige op fra gulvafløb og toilet i kælderen
- Grav evt. render for at lede vandet væk fra huset
- Pak løse genstande udendørs som havemøbler, plantekasser eller trampolin væk
Efter skybrud
- Prioritér redningsindsatsen - red det vigtigste først
- Undgå at røre ved kloakvand - det kan indeholde sundhedsskadelige bakterier
- Meld skaden til dit forsikringsskab og/eller et skadeservicefirma
- Tjek situationen hos dine naboer - hvis de ikke er hjemme, så giv dem besked
- Når vandet er væk, skal rummene udluftes og udtørres
- En affugter kan bruges til at tørre kælderen – men skru ikke op for varmen, da det fremmer skimmelvækst